Sicilien er Middelhavets største ø og har flere seværdigheder, end nogen fornuftig ferie kan nå: græske templer, barokbyer, en aktiv vulkan og 1.500 kilometer kyst. Derfor er valget af base det vigtigste spørgsmål i planlægningen. Palermo og Catania er øens to største lufthavne og ligger i hver sin ende af Sicilien, mens Trapani i vest og Comiso i sydøst ofte er nemmere for netop deres del af øen. Turen fra Palermo til Syrakus tager omkring tre timer i bil.
Denne guide gennemgår øens vigtigste områder: hvad de byder på, hvem de passer til, og hvilken lufthavn du skal flyve til. I hvert område peger vi også på luksushoteller på Sicilien, som vi selv har været igennem.
Områderne kort fortalt

| Område | Bedst til | Lufthavn | Lejebil | Rejsetype |
|---|---|---|---|---|
| Taormina | Luksus, udsigt og Ætna | Catania | Delvist | Resort og by |
| Syrakus og Ortigia | Historie og aftenliv | Catania | Nej | By |
| Val di Noto | Barok, mad og vin | Comiso eller Catania | Ja | Bilferie |
| Ætna og vinområdet | Vin, natur og ro | Catania | Ja | Landligt |
| Agrigento | Arkæologi | Palermo eller Catania | Ja | Kultur |
| Palermo | By, mad og kultur | Palermo | Nej | Storby |
| Cefalù | Strand og småby | Palermo | Delvist | Strand |
| Sciacca | Resort, spa og golf | Palermo | Ja | Resort |
| Trapani | Erice, saltbassiner og Egadi | Trapani eller Palermo | Ja | Bilferie |
Der findes ikke én objektivt bedste del af Sicilien. Kort sagt: luksus og udsigt taler for Taormina, historie for Syrakus, barok og mad for Val di Noto, vin og natur for Ætna, byliv for Palermo, strand for Cefalù og det vestlige Sicilien for Trapani.
Taormina – øens mest spektakulære beliggenhed
Taormina ligger på en klippehylde 200 meter over havet med Ætna som baggrund. Det græske teater fra 300-tallet f.Kr. bruges stadig til koncerter, og Corso Umberto er byens kendte gågade. Nedenfor ligger badebyen Giardini Naxos og den lille ø Isola Bella.
Her finder du også nogle af Siciliens mest eksklusive hoteller. San Domenico Palace, Taormina, A Four Seasons Hotel (Booking 9,6) ligger i et kloster fra 1400-tallet, som mange vil genkende fra anden sæson af The White Lotus, og Grand Hotel Timeo, A Belmond Hotel, Taormina (Booking 9,6) ligger klods op ad det græske teater med udsigt til Ætna fra terrassen. Nede ved vandet i Taormina Mare ligger Villa Sant'Andrea, A Belmond Hotel, Taormina Mare (Booking 9,1) med egen strand og svævebane op til byen.
Passer til dig, der: vil have udsigt, stemning og kort vej til Ætna. Lufthavn: Catania, en time.
Syrakus og Ortigia – bedst til historie og aftenture
Syrakus var i antikken en af Middelhavets mægtigste byer, større end Athen. Den gamle bydel ligger på øen Ortigia, forbundet med fastlandet af to broer – en kompakt gammel by med barokpaladser, fiskemarked og badning direkte fra klipperne. Den arkæologiske park Neapolis med sit græske teater ligger på fastlandssiden.
Ortea Palace Hotel, Sicily, Autograph Collection (Booking 8,4) ligger midt på Ortigia i et tidligere posthus i jugendstil, med spa, indendørs pool og tagterrasse ud mod havet. Et lidt billigere alternativ er Grand Hotel Ortigia (Booking 8,5) nede ved havnen, med tagrestaurant og glaselevator op til udsigten.
Passer til dig, der: vil kunne gå overalt og holder mere af byer end af strande. Lufthavn: Catania, en time.
Val di Noto – barokbyerne i sydøst
Efter jordskælvet i 1693 blev otte byer bygget op igen i en ensartet senbarok – i dag ét samlet verdensarvsområde. Noto er den mest kendte med sin honningfarvede sandstenskatedral. Ragusa Ibla er nok den, der gør størst indtryk, en tætbygget gammel bydel på en klippe, og Modica er kendt for sin traditionelle koldbearbejdede chokolade, en metode, der kom hertil i den spanske tid.
To muligheder: Il San Corrado di Noto (Booking 9,7, guidens højeste karakter) ligger på landet uden for Noto med spa og pool, og Relais Antica Badia - San Maurizio 1619 (Booking 9,0) er en villa fra 1700-tallet midt i Ragusa med bevarede barokfresker.
Passer til dig, der: rejser for arkitektur, mad og vin snarere end for strandliv. Lufthavn: Comiso ligger tættest på Ragusa og Modica, men Catania har betydeligt flere forbindelser og passer bedre til Noto og Syrakus. Regn med cirka halvanden time fra Catania.
Agrigento – for de græske templer
Valle dei Templi er Siciliens mest imponerende antikke anlæg: syv doriske templer på en højderyg over havet, hvor Concordia-templet er et af de bedst bevarede græske templer overhovedet. Lidt mod vest ligger de skinnende hvide kalkterrasser Scala dei Turchi.
Villa Athena Resort (Booking 9,2) ligger 200 meter fra Concordia-templet i en villa fra 1700-tallet – flere værelser har direkte udsigt til templet, og det er der ikke andre hoteller på øen, der kan tilbyde.
Passer til dig, der: sætter arkæologien først og vil se templerne oplyst om aftenen. Lufthavn: Palermo eller Catania, cirka to timer.
Palermo og nordkysten – storby og badebyer
Palermo er øens hovedstad og en af Europas mest multikulturelle byer, hvor normanniske, arabiske og byzantinske træk mødes i de samme bygninger – Cappella Palatina er det tydeligste eksempel. Gademarkederne Ballarò og Vucciria er en attraktion i sig selv.
Øst for byen følger nordkysten med badebyen Cefalù, domineret af sin normanniske katedral og klippen La Rocca. Rocco Forte Villa Igiea (Booking 9,3) ligger i en jugendvilla ved vandet lige nord for centrum, med have og egen havn, og Grand Hotel Et Des Palmes (Booking 9,0) ligger midt i byen i et traditionsrigt hotel fra 1800-tallet. Ude ved kysten ligger Grand Palladium Sicilia Resort & Spa (Booking 8,6) i Campofelice di Roccella, knap 20 kilometer fra Cefalù. Vil du bo i selve Cefalù, ligger Cefalù Sea Palace (Booking 8,5) på strandpromenaden med egen strand og gåafstand til katedralen.
Passer til dig, der: vil have byliv og gerne kombinerer det med strand. Lufthavn: Palermo. Regn med 30–45 minutter ind til centrum og omkring en til halvanden time til Cefalù-området.
Sydvestkysten – golf og ro ved Sciacca
Kyststrækningen mellem Agrigento og Trapani er øens mindst bebyggede. Sciacca er en gammel fiskerby og kurby med varme kilder, og herfra når du både templerne i Agrigento og den arkæologiske park i Selinunte.
Verdura Resort (Booking 9,0) ligger på 230 hektar med to golfbaner, seks kilometer egen kyst og et stort spa – et af øens mest omfattende resortanlæg.
Passer til dig, der: vil bo på et stort resorthotel med aktiviteter og slippe for dagsudflugter. Lufthavn: Palermo, halvanden time.
Områder, der fungerer bedre som en tur for sig
De Æoliske Øer nord for Sicilien – Lipari, Salina, Stromboli og Panarea – nås med færge fra Milazzo. Vil du virkelig opleve dem, anbefaler vi mindst to-tre nætter. Dagsudflugter kan lade sig gøre fra Milazzo, men så bliver tiden på øerne kort.
Det vestlige Sicilien er absolut et besøg værd, med saltbassinerne uden for Trapani, Erice oppe på bjerget og færgerne til Egadi-øerne. Trapani er en praktisk base for det hele og har oven i købet sin egen lufthavn. Til gengæld er vores nuværende udbud af hoteller, der lever op til Tripplos kriterier, mindre her.
Catania er et besøg værd for byliv, mad og den korte vej til Ætna. Skal rejsen handle om hotellet, synes vi dog, at Taormina har et klart stærkere udbud, og mange vælger at bo der eller i Syrakus.
Ætna og vinområdet på vulkanens nord- og østskråninger er et Sicilien for sig: vinmarker omkring Linguaglossa og Zafferana Etnea, agriturismo mellem lavaterrasser og markant køligere aftener end nede ved kysten. Vi har i dag ingen hoteller i området, der lever op til vores kriterier, men det er let at nå på en dagsudflugt fra Taormina eller Catania.
Sådan vælger du – kort fortalt
Flyver du til Catania, er det nemt at komme rundt i det østlige Sicilien: Taormina, Ætna, Syrakus og barokbyerne. Flyver du til Palermo, får du hovedstaden, nordkysten og sydvestkysten. Vil du se både øst og vest på samme rejse, skal du regne med omkring tre timers kørsel mellem Palermo og Syrakus – og hellere booke to baser end én.
Lejebil er nødvendigt uden for byerne; togene kører langs kysten, men de er langsomme. Vil du se hele vores udvalg, finder du det på vores side om Sicilien.

